Fra præsten






Prædiken ved 4. søndag efter Helligtrekonger 3. februar 2019

Prædiken ved Helligtrekonger 6. januar 2019

Nytårstanker 2019

Julehilsen 2018

Prædiken ved adventsgudstjeneste 2. december 2018

Prædiken ved Allehelgens gudstjeneste 4. november 2018

Prædiken ved efterårsmødets gudstjeneste 7. oktober 2018

Prædiken ved indsættelsesgudstjenesten
2. september 2018


Interview 2. september 2018

Prædiken ved befrielsesgudstjenesten 5. maj 2018

Tanker i april 2018

Prædiken Påskedag 1. april 2018

Tanker før påske

Prædiken 4. marts 2018

Tanker ved fastetidens begyndelse

Prædiken 4. februar 2018

Prædiken 7. januar 2018

Julehilsen 2017

Prædiken 1. søndag i advent 2017

Prædiken 5. november 2017

Prædiken 1. oktober 2017

Jan Ulrik Dyrkjøb

Program til at åbne pdf-filerne kan hentes her >>
GLÆDEN FRA OVEN: NYTÅRSTANKER 2019

Kære medlemmer og støttemedlemmer af Frederiksborg Valgmenighed!

I tiden fra advent hen over jul og nytår frem til helligtrekonger går vi igennem nogle af de største og mest afgørende begivenheder i den kristne fortælling: Forventningen om at Guds Søn skal fødes til verden, sådan som det blev forudsagt af profeterne i det gamle Israel og til sidst af Johannes Døber, selve fødslen i Bethlehem og så de vise mænds besøg hos den nyfødte. Vi hører om dette besøg Helligtrekongers søndag, og dermed åbenbares det for os, hvem Marias barn virkelig var og er. Heligtrekongerstiden kaldes rettelig Åbenbaringstiden.

Denne tid er altså en tid, hvor vi på en særlig måde kan besinde os på, hvad og navnlig hvem vi samles om i menigheden. Vi samles om Jesus af Nazareth. Han er en historisk person, der levede for længe siden langt herfra. Men han er også den Opstandne og Himmelfarne, der er den samme i går og i dag og til evig tid. Vi kan besinde os på den begyndelse, der peger frem mod hans død, opstandelse og himmelfart og frem mod tidernes ende, hvor alt skal genoprettes og fuldendes. Det er fra først til sidst et glædeligt budskab.

Jeg har i løbet af dagene op til jul prøvet at skrive nogle tanker ned. De handler om, hvor den sande glæde kommer fra, og om hvad denne glæde egentlig rummer. Jeg vil dele det skrevne op i to breve til valgmenigheden, det første som en nytårshilsen og det andet som et månedsbrev i februar. Det første handler mest om Gud. Det næste vil handle mere om Jesus.

Et glædeligt budskab, der kun rummer glæde og ikke meddeler andet end glæde og vel at mærke den største glæde, den glæde som ingen kan tage fra os, det budskab må komme til os fra oven, fra en anden verden, fra en anden virkelighed. Glæden og den hele og endegyldige sandhed og den grænseløse barmhjertighed må komme fra Gud selv. Det kan ikke lade sig gøre på anden måde. For selvom der er mange glæder i denne verden, så findes den fuldkomne glæde ikke her.

Men hvor findes Gud?
I Første Kongebog i Det Gamle Testamente hører vi om indvielsen af det første tempel i Jerusalem. Kong Salomo velsigner Israels forsamling og lovpriser Gud, og han beder en lang bøn til Gud. I denne bøn lyder det: ”Israels Gud, lad nu dit løfte, som du gav din tjener, min far David, stå fast. Bor Gud da på jorden? Nej, himlen og himlenes himmel kan ikke rumme dig; hvor meget mindre da dette hus, som jeg har bygget! Vend dig til din tjeners bøn og bønfaldelse, Herre min Gud, og hør det råb og den bøn, din tjener beder for dit ansigt i dag. Lad dine øjne være åbne for dette hus nat og dag, det sted, om hvilket du har sagt, at dér skal dit navn være, og hør den bøn, din tjener beder vendt mod dette sted. Hør din tjeners og dit folk Israels bønfaldelse, når de beder vendt mod dette sted, hør den i himlen, hvor du bor, hør og tilgiv!” (1 Kong 8:26-30).

Gud bor ikke på jorden, men han har dog sagt og lovet at hans ”navn” skal være i templets hus. Det må vi forstå sådan, at templet er det sted, hvor mennesker kan henvende sig til Gud, og det fremgår af den fortsatte bøn, at Gud også kan virke på jorden. Gud bor heller ikke i himlen – eller ikke kun i himlen - sådan at forstå, at han skulle kunne begrænses af himlen, ja, selv ikke ”himlenes himmel” kan rumme Gud. Gud er med andre ord større end alt, større end det største. Man kan også sige: Gud er ingen steder, for han kan ikke rummes på noget sted og være bundet til noget sted. Men samtidig er Gud alle steder, for der er ikke noget sted, hvor han ikke kan være til stede og virke. Der er intet, han ikke kan vide. Der er ingen og intet, han ikke kan se. Der er ingen, han ikke kan meddele sig til.

Det er samtidig vigtigt at sige, at selvom Gud kan være alle steder og er alle steder, så er himlen dog Guds privilegerede sted. Himlen er det sted, hvor Guds vilje kan ske uhindret og helt og fuldt. I Efeserbrevet hedder det om Kristus: ”Han, som er steget ned, er den samme, som også er steget op højt over alle himle for at fylde alt” (Ef 4:10). Dermed bliver det jo sagt, at Sønnen er steget op til Faderen, at Jesus er hos Gud. Han er på Guds privilegerede sted. Derfra udgår han.

Når vi siger, at Gud er i himlen, mener vi naturligvis ikke den astronomiske himmel (hvis man kan tale om en sådan) og heller ikke en eller anden øverste himmel. Nej, Guds himmel er netop ”højt over alle himle.” Det er en virkelighed, der ikke kan beskrives dækkende med nogen af de begreber, som vi ellers anvender. Det er ikke tidens virkelighed, men evighedens virkelighed. Guds eget liv er et andet liv end vores liv. Det er evigt liv.

Gud må meddele alt, hvad han vil meddele - sandheden, barmhjertigheden, glæden - fra en helt anden virkelighed, og derfor er det, han meddeler, det helt anderledes. Det er det, vi mener, når vi med Bibelen taler om himlen og om det, der er ovenfra. Jesus siger: ”I er nedenfra, jeg er ovenfra: I er af denne verden, jeg er ikke af denne verden” (Joh 8:23).

Jesus er den endegyldige åbenbaring og meddelelse fra Gud. Han er selve glæden, og han vil ikke andet end give os del i det, der er hans. Han vil give os glæden. Han siger: ”Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen” (Joh 15:11).

Derfor kan han ikke være andet end ”ovenfra.” Sådan må det være med den fuldkomne glæde. Den må gives os ovenfra, af ham, der selv er ovenfra. Ordet ”ovenfra” er naturligvis i sig selv et tegn for det, der ikke kan tales bogstaveligt om, men vel at mærke det bedste tegn, det tegn, der bedst peger hen på en helt anden virkelighed end den jordiske virkelighed.

Hvis vi ikke holder fast ved, at der er en jordisk virkelighed og en helt anderledes himmelsk virkelighed, at der er det, der er nedenfra, og det, der er ovenfra, så giver den bibelske fortælling og den kristne forkyndelse ingen mening. Og hvis vi ikke forstår det budskab, der gives os, som et budskab ovenfra, et budskab, der bryder ind i denne verden et andet sted fra, så kommer vi til at tage helt fejl af, hvad der foregår, og hvad der fortælles os.

Jeg ønsker alle i valgmenigheden og alle, der modtager vore nyhedsbreve, alt godt i året og tiden, der kommer. Mit ønske gælder jer alle sammen hver især, og det gælder de familier og fællesskaber, som I hører til og har hjemme i. Det gælder vores menighed i dens forkyndelse og hele virksomhed, og det gælder den verden, vi lever i. Der er store problemer, som må give anledning til alvorlig bekymring, Men vi skal huske, at Gud er den levende og altid skabende Gud, der til enhver tid ikke bare er med os, men også forud for os.

Jeres præst
Jan Ulrik Dyrkjøb


I anledning af præsteindsættelsen 2. september 2018 har Jan Ulrik Dyrkjøb ladet sig interviewe af formanden Ida-Lykke Bang

Du har jo haft et meget spændende og indholdsrigt liv. Hvorfor ønsker du at fortsætte med at være præst?
Jeg har været så heldig, at jeg har kunnet skifte spor midt i livet. I 70’erne og 80’erne underviste jeg i litteratur på Københavns Universitet. Man kan godt sige, at jeg lærte poesiens og fortællingernes mangfoldighed at kende. Undervejs gennemførte jeg et teologisk selvstudium med tilhørende prøver og fik adgang til at søge præstestilling i folkekirken. Jeg har været sognepræst i tre år i Birkerød og treogtyve år i Værløse-Hareskov og gik på pension i 2014. I år har jeg så været heldig igen. Her i foråret har Frederiksborg Valgmenighed valgt mig til deres præst.
Jeg er meget glad for at kunne fortsætte som præst en tid endnu. Jeg har, så længe jeg kan huske, tænkt over alt det med Gud. Også før jeg blev præst, har jeg arbejdet med teologi og kirke, og jeg er slet ikke færdig med det. Det er dejligt at skulle prædike og tale om kristendommen. Det er ligesom at færdes i et uendeligt rum. Det er fantastisk givende at tale med mennesker om tro og liv – både i glædelige og sørgelige situationer. Foruden gudstjeneste en gang om måneden har vi i valgmenigheden foredragsaftener med et bredere kulturelt indhold, og vi har ind imellem samtaleaftener om de store spørgsmål i livet. Det er med til at give yderligere perspektiv til det fællesskab, vi har som menighed.

Hvor henter du inspiration? Er der personer eller bøger der har særlig betydning for dig?
Jeg har læst frygtelig mange bøger gennem tiden, og jeg har mødt mange kloge mennesker i den akademiske verden og i den kirkelige verden. Det har naturligvis alt sammen givet mig ideer og tanker. Men jeg kan lige så godt sige det, som det er. Den, der har givet mig mest – både til liv og tro – er min kone, Jette Flindt Pedersen. Hun har blandt andet arbejdet med kommunikation og med den såkaldte dialogfilosofi, der har Jeg-Du-forholdet i centrum, og hun har skrevet bøger om disse ting. Det har givet mig noget, der er meget vigtigt.
I de senere år har jeg arbejdet en del med præsten og teologen Otto Møllers skrifter. Han levede i anden halvdel af 1800-tallet og er ikke særlig kendt. Men han er nok den største teolog i Danmark i netop den periode. Man kan godt kalde ham en efterkommer efter Grundtvig, men han er alligevel meget selvstændig. Han forsøger at udfolde kristendommen i en meget oprindelig form og i hele dens spændvidde. Det har vi mere end nogensinde brug for.

Hvad er dit håb for Frederiksborg Valgmenighed?
Frederiksborg Valgmenighed blev stiftet i 1909 og har altså en ganske lang historie. Jeg håber ikke den historie er slut, og jeg vil gerne gøre mit til, at menigheden fortsat kan leve. Vi er ikke så mange medlemmer mere, og der må naturligvis gerne komme lidt flere til. Men vi skal hele tiden huske, hvad en valgmenighed i grunden er. Grundtvig havde en stor tanke. Han mente, at vi nok kan læse i Bibelen om Gud og Jesus og om alt det, der skete engang for længe siden. Men det vigtige er, at Jesus er opstanden og lever og også i dag er til stede i den menighed, der samles om dåben i hans navn og om det nadvermåltid, hvor han giver sig selv til os. Sådan kan man sige det lidt højtideligt. En valgmenighed er nok en slags forening, men den er altså først og fremmest en kristen menighed. Vi samles altså ikke om os selv og det, vi kan finde på. Vi samles om ham, som Gud har sendt til os. Vi samles for at få del i det, han har at give os. Det håber jeg, at jeg kan være med til at fastholde og værne om.

Hvordan kan vi give kristendommen videre til de kommende generationer?
Det kan vi kun ved at tænke og tale om troen og leve troen i dens hele og fulde skikkelse. En amputeret kristendom kan vi ikke bruge til noget, og den vil visne og dø af sig selv. Grundtvig gik tilbage til den første kristne menighed. Han lærte af de store teologer fra den ældste tid. Han gendigtede nogle af de første salmer, vi kender til. Han søgte det oprindelige, og i det stykke fulgte Otto Møller efter Grundtvig.
De havde kristendommen med sig i hele dens omfang og forsøgte at give det, de havde set, videre til os. De så hele det vældige syn. De så, at Gud er altings begyndelse. De så, at Gud har sendt et menneske med liv til verden. De så, at Gud gennem ham vil genoprette alt, og til sidst skal der ikke mere være ondskab og sorg og død. De gamle fortalte, og vi skal fortælle på vores måde og i vores tid.
Til syvende og sidst handler det jo alt sammen om Gud. Paulus siger et sted nogle storslåede ord om Gud: ”Fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid!” Men hvordan er det så med Gud? Vi får et godt svar af englen, der besøger Maria i Nazaret. Han siger: ”Intet er umuligt for Gud!” Det sprænger alle vores fantasier om livet og verden. Men det paradoksale er, at det også giver næring til vores fantasier og forestillinger. Det gør os helt små, men det giver os også en storhed og et håb. Sådan skal vi tænke og tale - og blive ved med det. Så vil budskabet leve.

Hent interviewet her


"Vaj nu, Dannebrog, på voven!"

(Tanker i april 2018)

Efter megen kulde i den sene vinter er foråret begyndt at vise sig. Vi har sukket efter det - og nu viser det sig endelig. Der begynder at være varme i luften. Solen står højere på himlen. Snart vil det grønnes omkring os.
I kirken og menigheden er foråret også præget af en række af højtider: Påske. Kristi Himmelfart. Pinse. Det er netop en række, hvor det ene følger af det andet. Det hele hænger sammen.
En lidt underkendt højtid er måske Kristi Himmelfart. Den kan blive lidt klemt mellem Påske og Pinse. Men Grundtvig skrev faktisk en af sine stærkeste salmer netop til denne højtid: Vaj nu, Dannebrog, på voven (Nr. 257 i Salmebogen). Første vers lyder:

Vaj nu, Dannebrog, på voven,
rul nu, bølge himmelblå!
Spring nu ud, hver bøg i skoven,
sjunger, alle fugle små!
Lillier i højtidsdragt,
I, som fik, trods konger, pragt,
samler eder, som vi synge,
mens det kimer, tæt i klynge!

Digteren synger til foråret: Bliv nu forår! Hav og træer og fugle og blomster: Bliv det I skal være! Det er skabelsen. Mere vidunderlig end nogen storhed, vi mennesker kan skabe ("trods konger"), og omgivet af vores sang og af klokkernes kimen til højtid.

Han, der under vinters hjerte
fødtes under hyttetag,
han, der vånded sig i smerte
under jævndøgns-stormens brag,
støvets søn med kød og blod,
han af gravens skød opstod,
ja, opstod, som blomst udspringer,
stak i sky på ørnevinger.

I andet vers når vi frem til verdenshistoriens midte og skæringspunkt: Kristus bliver født, han dør, han opstår fra graven, og han farer til himmels. Alt sammen i følgeskab med naturens kræfter og årstidernes skiften. Han er kommet fra Himlen, men han er blevet del af skabelsen. Han er "støvets søn med kød og blod" og deler skrøbelighed og dødelighed med os mennesker. Han forsvinder i det jordiske og til sidst i det himmelske. Han har ikke fået nogen magt på jorden. Men med ham er der sket en altomfattende forvandling:

Føle skal det folkevrimlen:
ja og amen er Guds ord!
Jorden løftet er mod Himlen,
Himlen sænket er mod jord,
stigen rejst til englegang
under støvets frydesang,
tonestigen fra vor tunge
did op, hvor serafer sjunge.

Jord og himlen er kommet tæt på hinanden. Det er de ved, at han, der er "støvets søn", er løftet op i den himmelske virkelighed, og derfra har han sendt Helligånden til os, der endnu er på jorden. Så kan englene - Guds budbringere - stige op og stige ned (jf. patriarken Jakobs drøm (1 Mos 28:10ff.) og Jesu ord til Nathanael (Joh 1:51)). Vores sang og englenes sang klinger sammen. Det er ikke sket ved et magtbud på jorden - sådan som alt andet i verden sker, på godt og ondt. Det er sket ved en forvandling med os alle. Det bliver vist for os i vers 4:

Se, vort Hoved er deroppe,
Jesus Kristus, Gud og mand;
over alle stjernetoppe
troner højt i vælde han,
kalder os, som tror hans ord,
legem sit og lys på jord;
frit blandt engle det fortælles:
Støv med Gud har ånd tilfælles.

Den egentlige sammenhæng mellem Himmel og jord er, at Kristus er det himmelske hoved for legemet, som er os, hans menighed på jorden. Han kalder os sit legeme. Vi er hans legeme ved hans ord. Vi er ét med ham, som er Gud og mand, og vi er hans lys i denne verden. Vi har ingen magt i os selv, men kun i kraft af ham, og den magt er ikke magt over nogen. Det er ikke en magt, der tvinger eller sætter skel. Magten er et lys, som ikke kan begrænses og lukkes inde.
Det er dette, der er sket med alting. Det er samtidig forudsætningen for det, der skal ske til sidst. Det er lige dér, vi befinder os: mellem dengang og engang. I salmens sidste vers får vi lov at se fuldendelsen for os:

Derfor kommer han tilbage
åbenlyst, som han opfór,
kroner herlig sine dage,
vækker døde med sit ord,
vinker mildt med kalken ny
legem sit til sig i sky,
peger på sit æresæde,
siger: Del din Herres glæde!

Til sidst får vi ham at se igen. Alle, der sover i døden, vil han kalde til live. Han vil kalde os til et nyt himmelsk festmåltid ("med kalken ny"). Det er det, vi kan se frem til, hver gang vi fejrer nadvermåltidet på jorden. Vi skal dele den ny virkelighed siddende med ham på hans "æresæde" ved Faderens højre hånd. Vi vil blive endeligt forenet med Faderen ved Ånden og ved Sønnen.

Med denne salme af Grundtvig har vi et billede for os af Kristi Himmelfart, men også af de begivenheder, der går forud, og af det, som vi får lovet kommer til sidst. Salmen rummer altså en fortælling, den store fortælling, som rækker fra skabelse til altings fuldendelse, fra alt bliver til og vokser og fornyes ved Guds ord, til alt, hvad Gud har skabt, forvandles og forenes med ham.
Og det er alt sammen gave og nåde. Vi får det givet. Vi bliver ufortjent draget ind. Vi bliver overvældet af det, der sker med os. Vi er vant til tvang og modstand og gengæld. Men med det, som Gud virker, brydes alle vore onde cirkler.
Og det er ikke tilfældigt, at selvom Grundtvig skrev ufatteligt meget i snart sagt alle genrer, så er han først og sidst digter. Som ung ville han være digter, og han blev ved med at være digter og ikke mindst salmedigter.
Den kristne kirke har en lære, der kan formuleres i læresætninger, og kirken har en orden og forskellige ordninger - alt sammen for klarhedens skyld. Men vi må altid opfatte alt dette som noget, der kommer i anden række. I første række har vi fortællingen og poesien.
Vi kan let komme til at opfatte vore salmer som en slags oversættelser af den rette lære til poetisk sprog. Men vi skal snarere opfatte læren og ordningernes praksis som en udlægning af den oprindelige poesi, vel at mærke en tilnærmet udlægning, som altid kan uddybes og forandres.
Vi ved da også noget om, at i de gamle kulturer var fortælling og poesi det oprindelige udtryk, og først senere tænkte man teologiske og filosofiske tanker.
Læren og ordningerne sætter skel og tvinger os. De er redskaber for magt, om ikke andet "åndelig" magt. Men fortællingen og poesien byder os indenfor i et rum, hvor vi kan komme som dem, vi er. Der tages ikke noget fra os, men det kan ske, at vi bliver forvandlet. Det rum er ikke færdigt, men uendeligt i sin fylde. Vi kan opdage nyt, så længe vi lever.
Vi mennesker har en stærk og dyb drøm. Det er drømmen om, at der dog må findes et rum uden magtbud og grænser, hvor vi kan leve i samklang med hinanden og leve højt og ånde frit. Den drøm er blevet virkelig med ham, der ikke tiltog sig magt, men kun kom for at tjene og give sig selv til os.
Jan Ulrik Dyrkjøb

(Grundtvig skrev salmen Vaj nu, Dannebrog, på voven i 1832. I originalen har den syv vers. Den kan foruden i salmebogen findes i Grundtvigs Sangværk Bd. 1, nr. 326).


Lidt om Jan Ulrik Dyrkjøb

Jan Ulrik Dyrkjøb (født 1944). Jeg er født og opvokset på Refsnæs uden for Kalundborg. Efter studentereksamen fra Kalundborg Gymnasium læste jeg engelsk hovedfag på Københavns Universitet. Derefter var jeg først undervisningsassistent på Engelsk Institut og fra 1975 fastansat som adjunkt og siden lektor. I 1984 blev jeg overflyttet til Institut for Litteraturvidenskab. Jeg underviste i litteratur, litteraturteori og idehistorie. På begge institutter var jeg desuden i længere perioder institutbestyrer.
Under min universitetsansættelse fik jeg bl.a. udgivet en bog og flere artikler om den canadiske litteraturforsker Northrop Fryes værk. Frye var både litterat og teolog og er ikke mindst kendt for sit arbejde med Bibelens fortællinger og billedverden som grundmønster i den vestlige verdens litteratur.
I løbet af 80'erne gennemførte jeg et teologisk selvstudium under vejledning med tilhørende prøver og kunne i 1988 begynde som fuldtids hjælpepræst i Birkerød. Fra 1988 til 2014 var jeg kirkebogsførende sognepræst i Værløse-Hareskov. Efter min pensionering har jeg i perioden juli-oktober 2016 været konstitueret som sognepræst i Hornbæk og Egebæksvang.
Jeg har lige siden min studietid været stærkt teologisk interesseret og har medvirket i en lang række kirkelige sammenhænge og arrangementer.
Siden mit teologiske selvstudium har Grundtvig og den grundtvigske tradition været en del af mit interesseområder, og i de senere år har jeg arbejdet ret systematisk med Grundtvig, Otto Møller og den svenske teolog Gustaf Wingren.