Fra præsten






Prædiken ved befrielsesgudstjenesten 5. maj 2018

Tanker i april 2018

Prædiken Påskedag 1. april 2018

Tanker før påske

Prædiken 4. marts 2018

Tanker ved fastetidens begyndelse

Prædiken 4. februar 2018

Prædiken 7. januar 2018

Prædiken 1. søndag i advent 2017

Prædiken 5. november 2017

Prædiken 1. oktober 2017

Jan Ulrik Dyrkjøb

Program til at åbne pdf-filerne kan hentes her >>
"Vaj nu, Dannebrog, på voven!"

(Tanker i april 2018)

Efter megen kulde i den sene vinter er foråret begyndt at vise sig. Vi har sukket efter det - og nu viser det sig endelig. Der begynder at være varme i luften. Solen står højere på himlen. Snart vil det grønnes omkring os.
I kirken og menigheden er foråret også præget af en række af højtider: Påske. Kristi Himmelfart. Pinse. Det er netop en række, hvor det ene følger af det andet. Det hele hænger sammen.
En lidt underkendt højtid er måske Kristi Himmelfart. Den kan blive lidt klemt mellem Påske og Pinse. Men Grundtvig skrev faktisk en af sine stærkeste salmer netop til denne højtid: Vaj nu, Dannebrog, på voven (Nr. 257 i Salmebogen). Første vers lyder:

Vaj nu, Dannebrog, på voven,
rul nu, bølge himmelblå!
Spring nu ud, hver bøg i skoven,
sjunger, alle fugle små!
Lillier i højtidsdragt,
I, som fik, trods konger, pragt,
samler eder, som vi synge,
mens det kimer, tæt i klynge!

Digteren synger til foråret: Bliv nu forår! Hav og træer og fugle og blomster: Bliv det I skal være! Det er skabelsen. Mere vidunderlig end nogen storhed, vi mennesker kan skabe ("trods konger"), og omgivet af vores sang og af klokkernes kimen til højtid.

Han, der under vinters hjerte
fødtes under hyttetag,
han, der vånded sig i smerte
under jævndøgns-stormens brag,
støvets søn med kød og blod,
han af gravens skød opstod,
ja, opstod, som blomst udspringer,
stak i sky på ørnevinger.

I andet vers når vi frem til verdenshistoriens midte og skæringspunkt: Kristus bliver født, han dør, han opstår fra graven, og han farer til himmels. Alt sammen i følgeskab med naturens kræfter og årstidernes skiften. Han er kommet fra Himlen, men han er blevet del af skabelsen. Han er "støvets søn med kød og blod" og deler skrøbelighed og dødelighed med os mennesker. Han forsvinder i det jordiske og til sidst i det himmelske. Han har ikke fået nogen magt på jorden. Men med ham er der sket en altomfattende forvandling:

Føle skal det folkevrimlen:
ja og amen er Guds ord!
Jorden løftet er mod Himlen,
Himlen sænket er mod jord,
stigen rejst til englegang
under støvets frydesang,
tonestigen fra vor tunge
did op, hvor serafer sjunge.

Jord og himlen er kommet tæt på hinanden. Det er de ved, at han, der er "støvets søn", er løftet op i den himmelske virkelighed, og derfra har han sendt Helligånden til os, der endnu er på jorden. Så kan englene - Guds budbringere - stige op og stige ned (jf. patriarken Jakobs drøm (1 Mos 28:10ff.) og Jesu ord til Nathanael (Joh 1:51)). Vores sang og englenes sang klinger sammen. Det er ikke sket ved et magtbud på jorden - sådan som alt andet i verden sker, på godt og ondt. Det er sket ved en forvandling med os alle. Det bliver vist for os i vers 4:

Se, vort Hoved er deroppe,
Jesus Kristus, Gud og mand;
over alle stjernetoppe
troner højt i vælde han,
kalder os, som tror hans ord,
legem sit og lys på jord;
frit blandt engle det fortælles:
Støv med Gud har ånd tilfælles.

Den egentlige sammenhæng mellem Himmel og jord er, at Kristus er det himmelske hoved for legemet, som er os, hans menighed på jorden. Han kalder os sit legeme. Vi er hans legeme ved hans ord. Vi er ét med ham, som er Gud og mand, og vi er hans lys i denne verden. Vi har ingen magt i os selv, men kun i kraft af ham, og den magt er ikke magt over nogen. Det er ikke en magt, der tvinger eller sætter skel. Magten er et lys, som ikke kan begrænses og lukkes inde.
Det er dette, der er sket med alting. Det er samtidig forudsætningen for det, der skal ske til sidst. Det er lige dér, vi befinder os: mellem dengang og engang. I salmens sidste vers får vi lov at se fuldendelsen for os:

Derfor kommer han tilbage
åbenlyst, som han opfór,
kroner herlig sine dage,
vækker døde med sit ord,
vinker mildt med kalken ny
legem sit til sig i sky,
peger på sit æresæde,
siger: Del din Herres glæde!

Til sidst får vi ham at se igen. Alle, der sover i døden, vil han kalde til live. Han vil kalde os til et nyt himmelsk festmåltid ("med kalken ny"). Det er det, vi kan se frem til, hver gang vi fejrer nadvermåltidet på jorden. Vi skal dele den ny virkelighed siddende med ham på hans "æresæde" ved Faderens højre hånd. Vi vil blive endeligt forenet med Faderen ved Ånden og ved Sønnen.

Med denne salme af Grundtvig har vi et billede for os af Kristi Himmelfart, men også af de begivenheder, der går forud, og af det, som vi får lovet kommer til sidst. Salmen rummer altså en fortælling, den store fortælling, som rækker fra skabelse til altings fuldendelse, fra alt bliver til og vokser og fornyes ved Guds ord, til alt, hvad Gud har skabt, forvandles og forenes med ham.
Og det er alt sammen gave og nåde. Vi får det givet. Vi bliver ufortjent draget ind. Vi bliver overvældet af det, der sker med os. Vi er vant til tvang og modstand og gengæld. Men med det, som Gud virker, brydes alle vore onde cirkler.
Og det er ikke tilfældigt, at selvom Grundtvig skrev ufatteligt meget i snart sagt alle genrer, så er han først og sidst digter. Som ung ville han være digter, og han blev ved med at være digter og ikke mindst salmedigter.
Den kristne kirke har en lære, der kan formuleres i læresætninger, og kirken har en orden og forskellige ordninger - alt sammen for klarhedens skyld. Men vi må altid opfatte alt dette som noget, der kommer i anden række. I første række har vi fortællingen og poesien.
Vi kan let komme til at opfatte vore salmer som en slags oversættelser af den rette lære til poetisk sprog. Men vi skal snarere opfatte læren og ordningernes praksis som en udlægning af den oprindelige poesi, vel at mærke en tilnærmet udlægning, som altid kan uddybes og forandres.
Vi ved da også noget om, at i de gamle kulturer var fortælling og poesi det oprindelige udtryk, og først senere tænkte man teologiske og filosofiske tanker.
Læren og ordningerne sætter skel og tvinger os. De er redskaber for magt, om ikke andet "åndelig" magt. Men fortællingen og poesien byder os indenfor i et rum, hvor vi kan komme som dem, vi er. Der tages ikke noget fra os, men det kan ske, at vi bliver forvandlet. Det rum er ikke færdigt, men uendeligt i sin fylde. Vi kan opdage nyt, så længe vi lever.
Vi mennesker har en stærk og dyb drøm. Det er drømmen om, at der dog må findes et rum uden magtbud og grænser, hvor vi kan leve i samklang med hinanden og leve højt og ånde frit. Den drøm er blevet virkelig med ham, der ikke tiltog sig magt, men kun kom for at tjene og give sig selv til os.
Jan Ulrik Dyrkjøb

(Grundtvig skrev salmen Vaj nu, Dannebrog, på voven i 1832. I originalen har den syv vers. Den kan foruden i salmebogen findes i Grundtvigs Sangværk Bd. 1, nr. 326).


Lidt om Jan Ulrik Dyrkjøb

Jan Ulrik Dyrkjøb (født 1944). Jeg er født og opvokset på Refsnæs uden for Kalundborg. Efter studentereksamen fra Kalundborg Gymnasium læste jeg engelsk hovedfag på Københavns Universitet. Derefter var jeg først undervisningsassistent på Engelsk Institut og fra 1975 fastansat som adjunkt og siden lektor. I 1984 blev jeg overflyttet til Institut for Litteraturvidenskab. Jeg underviste i litteratur, litteraturteori og idehistorie. På begge institutter var jeg desuden i længere perioder institutbestyrer.
Under min universitetsansættelse fik jeg bl.a. udgivet en bog og flere artikler om den canadiske litteraturforsker Northrop Fryes værk. Frye var både litterat og teolog og er ikke mindst kendt for sit arbejde med Bibelens fortællinger og billedverden som grundmønster i den vestlige verdens litteratur.
I løbet af 80'erne gennemførte jeg et teologisk selvstudium under vejledning med tilhørende prøver og kunne i 1988 begynde som fuldtids hjælpepræst i Birkerød. Fra 1988 til 2014 var jeg kirkebogsførende sognepræst i Værløse-Hareskov. Efter min pensionering har jeg i perioden juli-oktober 2016 været konstitueret som sognepræst i Hornbæk og Egebæksvang.
Jeg har lige siden min studietid været stærkt teologisk interesseret og har medvirket i en lang række kirkelige sammenhænge og arrangementer.
Siden mit teologiske selvstudium har Grundtvig og den grundtvigske tradition været en del af mit interesseområder, og i de senere år har jeg arbejdet ret systematisk med Grundtvig, Otto Møller og den svenske teolog Gustaf Wingren.