Fra præsten






Prædiken 7. januar 2018

Prædiken 1. søndag i advent 2017

Prædiken 5. november 2017

Prædiken 1. oktober 2017

Jan Ulrik Dyrkjøb

Program til at åbne pdf-filerne kan hentes her >>
Julehilsen December fra Jan Ulrik Dyrkjøb
Hornbæk i december 2017.

Kære medlemmer og støttemedlemmer af Frederiksborg Valgmenighed!

Vi er i december måned. Adventstiden er begyndt. Det er den tid, hvor vi forbereder julen. Der er noget i denne tid og højtid, der rækker ud til alle mennesker. Men det er dog sådan, at jul og julefejring har sin særlige betydning og sit indhold fra kristendommen. Vi mindes og fejrer Jesu fødsel.

Det begynder med en helt almindelig begivenhed. Der er en mor, der føder sit barn. Men straks efter sker der noget helt ualmindeligt. Der er en flok hyrder i nærheden, der helt uventet erfarer en anden virkelighed end den kendte. Nattehimlen åbner sig. De ser en engel. De bliver belyst og fyldt af Guds eget lys. Englen taler til dem. Med ét ser de et utal af engle, og de hører dem synge. Et syn. Et budskab. Himmelske toner.

Det er vigtigt, at vi lægger mærke til, at det hele begynder netop på denne måde. Hyrderne ser og hører noget vældigt og overvældende smukt. Det er så vældigt, at de først bliver grebet af frygt. Men det er også så ubegribelig smukt, at de ikke kan glemme det. De må fortælle om det, da de træder ind hos det nyfødte barn og dets forældre i Betlehem.

Sådan sker det igen og igen. Vi kan bare tænke på de tre apostle, der ser Jesus i lysende og forklaret skikkelse på et bjerg. Vi kan tænke på deres møder med den Opstandne. Og vi kan tænke på Paulus, der på vejen til Damaskus bliver blændet og slået til jorden af himmelsk lys. Først den overjordiske skønhed og klarhed. Så ordene, der må siges og forkyndes. Så livet, der må leves med det alt sammen gemt, men også virksomt i tanke, sind og hjerte. Vi læser jo om Maria, at det, hyrderne fortalte, gemte hun i sit hjerte og grundede over det.

Den store russiske forfatter Dostojevskij udsendte i 1868 romanen Idioten.
Han havde stillet sig selv en på det nærmeste umulig opgave. Han ville skildre det slet og ret gode menneske. Han så for sig den positive skønhed i et menneskes skikkelse. Samtidig siger Dostojevskij i et brev, at for ham er Kristus ”den eneste uendelig skønne skikkelse,” og at hans blotte eksistens er et under. Det er åbenbart dette, der har tilskyndet Dostojevskij ved skildringen af sin hovedperson fyrst Mysjkin – selvom der jo kun kan være tale om en tilnærmelse.

I romanen siger fyrst Mysjkin: ”Skønheden skal frelse verden.” Det er gådefulde ord, der ikke forklares nærmere, men vi kan tænke os, at det netop er ”den eneste uendelig skønne skikkelse,” der tænkes på. Det er det himmelske mysterium, som blev åbenbaret for mennesker på jorden, først for hyrderne og siden for andre. I tiden før jul og i juledagene er vi omgivet af lys og pynt og udsmykninger, og meget af det synes vi måske nok er lige lovlig sukkersødt og overfladisk. Det er som bekendt ikke alt, hvad der glimrer, der er af guld. Men vi skal alligevel huske, at bag alle lysene og pynten og glimmeret kan vi ane en skønhed, som er større, end vi kan fatte, og en glæde, som ingen kan tage fra os. Til syvende og sidst kan det meget vel være sandt, at ”skønheden skal frelse verden.”

Vi mennesker lever et udsat liv. Vi er udsatte for livets og fællesskabets godhed, men også for meningsløsheden. Hver dag er en ufortjent gave. Men vi er også skrøbelige og sårbare. I virkeligheden kan det alt sammen føres tilbage til det, Grundtvig engang sagde: ”Min modsætning er liv og død.”

Julen er og bliver livets fest, det liv, vi ikke er ene om, men som vi er sammen om. Den levende Gud sendte sin Søn som livsfyrste og livgiver til verden. Han blev forfulgt fra første færd. Han delte vores sårbarhed med os. Men han vandt til sidst over alle onde og ødelæggende magter.

Jeg er utrolig taknemmelig for, at jeg i en del af det år, der er gået, og et stykke ind i den tid, der kommer, har fået lov at forkynde det budskab for jer. Jeg ser frem til gudstjenester og til fællesskab ved oplysende og oplivende møder.

Jeg ønsker jer alle sammen alt muligt godt og glædeligt i juledagene og i det nye år.

Jan Ulrik Dyrkjøb

Hent den her!


Lidt om Jan Ulrik Dyrkjøb

Jan Ulrik Dyrkjøb (født 1944). Jeg er født og opvokset på Refsnæs uden for Kalundborg. Efter studentereksamen fra Kalundborg Gymnasium læste jeg engelsk hovedfag på Københavns Universitet. Derefter var jeg først undervisningsassistent på Engelsk Institut og fra 1975 fastansat som adjunkt og siden lektor. I 1984 blev jeg overflyttet til Institut for Litteraturvidenskab. Jeg underviste i litteratur, litteraturteori og idehistorie. På begge institutter var jeg desuden i længere perioder institutbestyrer.
Under min universitetsansættelse fik jeg bl.a. udgivet en bog og flere artikler om den canadiske litteraturforsker Northrop Fryes værk. Frye var både litterat og teolog og er ikke mindst kendt for sit arbejde med Bibelens fortællinger og billedverden som grundmønster i den vestlige verdens litteratur.
I løbet af 80'erne gennemførte jeg et teologisk selvstudium under vejledning med tilhørende prøver og kunne i 1988 begynde som fuldtids hjælpepræst i Birkerød. Fra 1988 til 2014 var jeg kirkebogsførende sognepræst i Værløse-Hareskov. Efter min pensionering har jeg i perioden juli-oktober 2016 været konstitueret som sognepræst i Hornbæk og Egebæksvang.
Jeg har lige siden min studietid været stærkt teologisk interesseret og har medvirket i en lang række kirkelige sammenhænge og arrangementer.
Siden mit teologiske selvstudium har Grundtvig og den grundtvigske tradition været en del af mit interesseområder, og i de senere år har jeg arbejdet ret systematisk med Grundtvig, Otto Møller og den svenske teolog Gustaf Wingren.